Trylledej er en klassiker i de fleste børnefamilier. Det er lidt ligesom modellervoks, men billigere, og så kan man, hvis man bager sine trylledejs kreationer korrekt, have sine trylledejs figurer i årevis. Alt efter resultatet, kan det selvfølgelig både være et plus eller et minus.
Der findes en masse forskellige opskrifter på trylledej, og hvis du tror, at trylledejsproduktion bliver en tilbagevendene begivenhed, kan det være en rigtig god ide, at eksperimentere med lidt forskellige opskrifter, da du så kan finde netop den, du bedst kan lide, at arbejde med.
De fleste trylledejsopskrifter består dog bare af vand, mel og salt. En simpel opskrift er, at blande:
- 1 del vand
- 2 dele mel
- 1 del salt
- og så eventuelt tilsætte lidt olie.
Ingredienserne blandes indtil du har en god og sej masse, lidt ligesom bolledej. Men dejen må ikke blive så sej, at den ikke er til at arbejde med.
Hvis dejen ikke giver sig nok når du arbejder med den kan du eventelt tilsætte lidt mere vand.
Når trylledejen er klar skal du bare beslutte dig for hvilke kreationer du vil give dig i kast med. Mange laver kranse til at hænge på døren, og ved juletid er nisser og snemænd en klassiker. Du kan også bruge trylledej til, at lave aftryk af dine børns hænder og fødder.
Uanset hvad du vælger at lave, er det vigtigt at du bager din trylledej korrekt, så den ikke sprækker undervejs. På Legeide.dk anbefaler de at du først bager din trylledej en time ved 50 grader, dernæst 1 time ved 75 grader, så en time ved 100 grader og til aller sidst en time ved 150 grader.
Når figurene er kølet ned, kan de males. For det bedste resultat skal du bruge en akrylmaling eller lignende. Er du i tvivl om hvilken maling du skal bruge, kan du altid spørge i din lokale hobbyforretning.
Publiceret: 19.april - 2014