Hvordan laver man glasur

Glasur bruges på mange forskellige slags kager. Ofte bruges glasur som pynt, eller som den lim kagepynten holdes fast med.
Men når først du har lært dig, at lave glasur, kan du begynde at eksperimentere med forskellige smagssammensætninger, som kan give dit bagværk et lille ekstra pift.
Du kan for eksempel skifte den klassiske hvide glasur ud med en appelsinglasur, som kan give din chokoladekage lidt syrlighed. Eller hvad med en lakridsglasur på din banankage?

Der findes mange forskellige opskrifter på glasur, men en af de nemmeste består af kun to ingredienser. Flormelis og vand.
Mængden af flormelis og vand kommer helt an på hvor stor en flade du skal dække med glasur, men til en almindelig bradepandekage, kan du lægge ud med at komme ca. 100g flormelis i en skål og så tilsætte et par spiseskefulde vand. Rør herefter rundt. Bliv ved med, at tilsætte vand indtil din glasur får den rette konsistents. Som oftest er det bedst hvis glasuren er lidt tyk, nærmest som blødt smør, så er den nemlig nemmest at arbejde med, hvis den skal smøres ud på din kage. Er din kage helt plan, kan du godt arbejde med en lidt tyndere glasur, da du så bare kan hælde denne udover. Men hvis kagen er ujævn, vil du ofte opleve, at glasuren løber fra det højeste punkt på kagen mod det laveste.

Hvis din glasur bliver for tynd, kan du bare tilsætte lidt ekstra flormelis.

Hvis du gerne vil have en farvet glasur kan du tilsætte lidt frugtfarve, men husk at frugtfarven fortynder din glasur, så tilsæt hellere farven når din glasur er lidt tørrere end det du ønsker.

Hvis du vil lave en chokoladeglasur kan du bare udskifte 1/3 af flormelisen med kakaopulver. Hvis du ønsker at lave en appelsin eller citronglasur, bruger du bare saften fra en appelsin eller citron, i stedet for vand.

Publiceret: